Senest opdateret: 29. oktober 2026 af Karsten Lynge
Phantom Manor er et af de mest ikoniske syn i Disneyland Paris. Det forfaldne palæ ligger højt på en bakke i Frontierland med udsigt over Big Thunder Mountain. De fleste gæster tror, at de ved, hvordan forlystelsen hænger sammen. Men huset gemmer på en hemmelighed, som kun få lægger mærke til.
Find Disneyland Paris tilbud her!
Du går op ad bakken og ind gennem hoveddøren
Når du kommer til Phantom Manor, går du op ad bakken mod palæet. Indgangen er husets egen hoveddør. Så snart du træder indenfor, er du i en mørk og dyster entré, og stemningen er sat fra første sekund.
Elevatoren, der snyder alle
Fra entréen bliver du ført ind i et af de to ottekantede rum med malerier på væggene. Dørene lukker, og rummet ser ud til at strække sig, mens malerierne vokser og afslører uhyggelige detaljer. Det, mange ikke ved, er at rummet er en forklædt elevator, der langsomt sænker dig ned. Faktisk ikke så langt ned, som man skulle tro. Mit eget gæt er 3-5 meter.
Når dørene åbner igen, tror de fleste, at de nu er nede i kælderen under huset, og at selve forlystelsen ligger under palæet. Men sådan er det ikke.
Forlystelsen ligger ikke under huset. Den ligger bag ved huset. Fra elevatoren går du gennem en gang med malerier, og den gang fører dig over til en stor separat bygning bag palæet. Det er her, du stiger ind i vognene og selve turen begynder. Som du kan se på billederne, ligger bygningen skjult bag huset.

Hvorfor er det bygget sådan?
Palæet står højt på en bakke, mens bygningen med forlystelsen ligger lavere bag den. Elevatoren har derfor to formål. Den skaber den berømte strækeffekt, og den bringer gæsterne ned til det niveau, hvor turen starter. Bygningen er gemt bag en vold og en stor gruppe træer, så den ikke kan ses fra resten af parken, heller ikke fra Big Thunder Mountain. Derfor opdager næsten ingen, at de har forladt huset.
Herunder kan du se hvordan ruten cirka er:
Tricket er hentet fra den originale Haunted Mansion i Disneyland i Californien, hvor strækrummet også er en elevator. I Walt Disney World i Florida og i Tokyo Disneyland står gulvet derimod stille, og det er kun loftet, der hæver sig.
Flere detaljer, du måske ikke kender
- Palæets arkitektur er inspireret af den historiske skolebygning Fourth Ward School i minebyen Virginia City i Nevada.
- Forlystelsens musik er indspillet i de berømte Abbey Road Studios i London.
- Gyserlegenden Vincent Price indtalte fortællerstemmen i 1992, men den blev hurtigt erstattet af en fransk version. Siden 2019 kan du igen høre hans stemme, der skiftes med den franske fortæller.
- Den sidste del af turen foregår i Phantom Canyon, en spøgelsesagtig westernby, som kun findes i Paris-udgaven.
Historien om Phantom Manor
Bag de knirkende døre gemmer sig en af de mørkeste historier i hele Disneyland Paris.
Historien begynder i 1849, hvor nybyggeren Henry Ravenswood finder guld i Big Thunder Mountain. Guldet gør ham rig, og han grundlægger minebyen Thunder Mesa. På bakken over byen bygger han et prægtigt palæ til sin kone Martha og deres datter Melanie.
Henry er meget beskyttende over for sin datter. Da Melanie bliver voksen, står bejlerne i kø, men ingen af dem er gode nok i hans øjne. Én efter én forsvinder de sporløst i huset.
Et voldsomt jordskælv rammer Thunder Mesa, og Henry og Martha omkommer. Melanie overlever og skal endelig giftes. Men på selve bryllupsdagen dukker et uhyggeligt fantom op i palæet, og brudgommen bliver aldrig set igen.
Fantomet er Henry Ravenswood selv. Selv efter døden vil han ikke give sin datter fra sig. Siden da har Melanie vandret rundt i huset i sin brudekjole og ventet på en brudgom, der aldrig kommer.
Fra mysterium til afsløring
Da forlystelsen åbnede sammen med parken den 12. april 1992, var fantomets identitet et mysterium, og gæsterne måtte selv gætte. Forlystelsen lukkede i januar 2018 for en større renovering og genåbnede den 3. maj 2019. Med renoveringen blev det gjort klart, at fantomet er Melanies far.
Det kan du se flere steder undervejs. I strækrummet viser malerierne nu Melanie sammen med fire forskellige mænd. Når rummet strækker sig, forsvinder hun fra billederne, og du ser, hvad der skete med hver af dem. I gangen med malerier forvandles Henrys ansigt til fantomets, når lynet slår ned.
Godt at vide
Turen varer omkring seks minutter og foregår i små vogne gennem palæet. Forlystelsen er mørk og stemningsfuld, men ikke voldsom, så de fleste børn kan være med. Er dine børn bange for mørke, er det en god idé at forberede dem på forhånd.