Jul i Disneyland Paris 2026

Senest opdateret: 29. september 2026 af Karsten Lynge

World of Frozen fejrer jul for første gang. Fejre Jul i Disneyland Paris

Fra 7. november 2026 til 6. januar 2027 fejrer Disneyland Paris : Disney Enchanted Christmas – Disneys fortryllede jul. I år kan du for første gang også opleve julestemningen i World of Frozen i Disney Adventure World. Området åbnede den 29. marts 2026, så dette bliver Arendelles første jul i parken.

Arendelle får sin første julepynt

World of Frozen bliver pyntet med guirlander, kranse og juleudsmykning inspireret af nordiske traditioner. Et juletræ skal lyse op ved indgangen til området, og Disney varsler også sne i landsbyen. Det lyder som en særlig hyggelig måde at opleve Arendelle på, hvis du allerede kender området fra et besøg tidligere på året.

Der kommer to nye musikalske indslag. I The Arendelle Carolers synger Olaf sammen med et julekor, inden Anna og Elsa slutter sig til dem. Indslaget varer cirka 15 minutter og vises flere gange om dagen. Ved Arendelle Bay kan du opleve Ring in the Season with Anna and Elsa, som varer omkring syv minutter.

Kristoff bliver desuden en del af møderne med figurerne i landsbyen. Hvilke figurer du kan møde på en bestemt dag, bør du tjekke i Disneyland Paris-appen.

Disney har også annonceret mad inspireret af vinterens smage i World of Frozen. De konkrete retter er endnu ikke beskrevet i den offentliggjorte præsentation.

Den velkendte jul fortsætter i Disneyland Park

Disneyland Park får igen sit 24 meter høje juletræ på Town Square. Her kan du også opleve Mickey’s Dazzling Christmas Parade to gange om dagen og synge med til Let’s Sing Christmas! i Videopolis Theatre. Tjek dagens program i appen, da tidspunkterne kan variere.

Rundt om i parken er der mulighed for at møde Disney-figurer i julestemning. Disney nævner blandt andre Stitch og Jack Skellington, mens julemanden tager imod gæster hos Disney Clothiers på Main Street, U.S.A. fra 14. november 2026. Nogle møder kræver, at du tilmelder dig en virtuel kø på dagen.

Nytårsaften i begge parker

Den 31. december får hver park sin egen nytårsfejring. I Disneyland Park er der DJ-fester med Disney-figurer og fyrværkeri over Torneroses slot ved midnat. I Disney Adventure World er der festlige aktiviteter i parkens forskellige områder og et drone- og fyrværkerishow over World of Frozen. Dronerne er afhængige af vejret.

Julesæsonen fortsætter derefter frem til 6. januar 2027.

Er julen i World of Frozen værd at tage med?

Hvis du planlægger en juletur til Disneyland Paris, giver 2026 dig noget nyt at sætte på programmet: Du kan kombinere den klassiske juleparade og julepynten i Disneyland Park med Arendelles allerførste julefejring. Sæt gerne tid af til begge parker, hvis du vil opleve de forskellige shows og nyde pynten uden at skulle skynde dig videre.

Vil du læse mere om området, finder du vores guide til World of Frozen i Disneyland Paris. Du kan også få overblik over rejsen på Rejsekups side om Disneyland Paris.